Home
Kontakt Aarhus-GF

Sidste nyt

13 december 2004
Talent med forældre med på sidelinien
Af: Claus Blem Jensen (Stiften)
Når Pia og Finn Halle her til morgen bænker sig ved morgenbordet i villaen i Brabrand, har de for en sjælden gangs skyld besøg af deres to sønner, Martin og Jacob.

Når Pia og Finn Halle her til morgen bænker sig ved morgenbordet i villaen i Brabrand, har de for en sjælden gangs skyld besøg af deres to sønner, Martin og Jacob.

Ikke sådan at forstå, at knægtene ikke ofte ser deres forældre, men når man først er fløjet fra reden, er det sjældent, at et besøg hos forældrene finder sted søndag morgen. Det gør det altså i dag, og det er der en ganske bestemt grund til.

Jacob har på forhånd bedt sine forældre vente med at hente avisen i postkassen. Først når morgenbordet er dækket, får de lov at læse søndagsavisen.

For det skal nemlig være en overraskelse for dem, at Jacob er blevet kåret til årets talent af Århus Stiftstidendes Boye-komité. Og han vil gerne se deres ansigt, når de opdager det. Blandt andet derfor er han på besøg denne morgen.

- Mine forældre har altid bakket mig helt vildt op. De har kørt mig rundt til alt muligt, og jeg har aldrig skullet tage et arbejde for at tjene penge. De har hjulpet mig, så jeg har kunnet bruge al min tid på min idræt. De har stået klar med aftensmad efter træning og alt muligt andet. Det har været helt kanon for mig, siger Jacob Halle henslængt i den flotte røde sofa, der fylder pladsen ud langs den ene væg i stuen i den kolossale lejlighed på Trøjborg, han deler med sin bror.Overrasket og stoltPå væggene hænger en række store, farverige malerier, som han stolt fortæller, at morfar har malet.

Både sofaen, malerierne og de to brødre har dog kun kort tilbage i lejligheden på fjerde sal.

Ved årsskiftet skal de nemlig ud, og så flytter Jacob Halle sit habengut til et nyt sted. Hvor, ved han ikke endnu, men der er heller ikke så meget at flytte.

Et TV, et anlæg og en bunke cd'er.

- Jeg har intet, så jeg ønsker mig ting til mit hjem i julegave, griner han, og lyser op, da han får at vide, at med titlen som årets talent følger en check på 5.000 kroner.

- Jeg er overrasket over kåringen, men også meget stolt af det. Men det må jo betyde, at det ikke er helt forkert det, jeg går og laver. At det ikke er forgæves, at jeg bruger så meget tid på at spille håndbold, siger Jacob Halle, der, trods kun en halvsæson som seniorspiller, allerede er en fast bestanddel af Århus GFs succesrige tophold i Håndboldligaen.

Ikke i en nøglerolle endnu, men det kan komme på sigt.MesterskabsdrømmeCheftræner Erik Veje Rasmussen har tidligere ytret sig meget positivt om Jacob Halles evner, og var heller ikke i tvivl om det unge talent kunne løfte opgaven, da han først på sæsonen blev brugt flittigt i en skadesplaget Århus GF-trup.

På det seneste har det været sparsomt med spilletid til Jacob Halle, men det får ham ikke til at vende blikket andre steder hen foreløbig.

- Jeg er enormt glad for at bo i Århus, og jeg spiller i en topklub. Her vil jeg meget gerne blive. Vi kan blive det bedste hold i Danmark, siger Jacob Halle, hvis kontrakt med Århus GF udløber til sommer.Ikke kun håndboldHan ligner det, han også er. En ung mand med hængerøv i cowboybukserne, træningstrøje med hætte og hang til Niarn og de andre danske rap-musikere. Ved siden af håndboldkarrieren bliver tiden brugt på et HHX-studie, caféture med vennerne og Championship Managerspil på computeren.

- Alt skal ikke dreje sig om håndbold. Der skal også være plads til vennerne og nogle ture i byen, siger Jacob Halle og drejer snakken over på sin barndomsklub Brabrand IF.

- Det var en kanonklub at spille i som ungdomsspiller med gode trænere og et godt socialt liv. Jeg kan stadig savne søndagene i hallen.Blikket mod VMTidligere på året blev det til sølv ved europamesterskaberne for ungdomslandshold, og allerede nu er blikket rettet frem mod verdensmesterskaberne i august næste år.

- Min store ambition er at komme med i truppen til VM. Derefter går jeg selvfølgelig efter en plads i startopstillingen. Jeg tror godt, vi kan få medaljer igen, siger Jacob Halle og tager et fast greb om en af de læderbolde, der er inden for rækkevidde i sofaen.

Som hos de fleste andre drenge trak fodbolden også i Jacob Halle, og indtil puslingetiden spillede han, ligesom storebror Martin, i AGF. Debuten foregik på Århus Stadion som forkamp til en Superligakamp mellem AGF og Silkeborg, og på det hold var blandt andre Morten "Duncan" Rasmussen og Anders Kure fra nutidens ligahold.

- Det var en stor oplevelse, men jeg valgte alligevel håndbold. Fodbold var for tidligt for seriøst. Jeg syntes, håndbold var sjovere, og så var der ikke de der kolde vintermåneder, griner Jacob Halle og kører hånden gennem det lyse hår.Ingen biksemadNår morgenmaden og avislæsningen er overstået hen ved middagstid i dag, er det igen tid til håndbold. Hele familien Halle sætter kursen mod Arena, hvor Jacob dog ikke får mere spilletid på kontoen mod TMS Ringsted. Han er nemlig skadet. Men se kampen, skal familien vel..?

Egentlig havde han håbet på, at dagen ville ende med, at Pia ville rette an med hollandsk biksemad. Men sådan bliver det ikke. Det har han allerede fået at vide. Skønt hofret hos den yngste Halle er det ikke på hitlisten hos de to ældste mænd i huset. Så det må blive en anden gang.


Tilbage til nyhedsoversigt
Websitesponsor